DF vil tage livet af letbaneplaner på Aarhus Ø

Knud Mathiesen frygter, at de beboere, som kommer til at bo længst væk fra letbanestationerne på Aarhus Ø, vil benytte deres egen bil i stedet for (Foto: Jesper Gundorph)

Dansk Folkeparti i Aarhus Byråd kan ikke se noget formål med at føre letbanen ud til Aarhus Ø. Den er alt for dyr, og folk vil alligevel benytte deres egen bil, mener byrådsmedlem Knud Mathiesen. Området vil i stedet kunne udnyttes som et grønt og rekreativt område.

Af Frederik Brogaard

Planerne om, at letbanen skal køre ud på Aarhus Ø, skal lægges i graven, hvis det står til Dansk Folkepartis byrådsmedlem Knud Mathiesen. Han frygter, at de beboere,  der kommer til at bo længst væk fra letbanestationerne i den nye bydel, vil benytte deres egen bil frem letbanen, og man derved ikke får flyttet flere over i den kollektive trafik.

”Hvis du kun har et eller to stoppesteder med letbanen, så vil der stadigvæk være nogle af beboerne på Aarhus Ø, der har langt til et stoppested. Her er frygten jo netop, at der er mange, der tager deres egen bil. Vi ved, at hvis du kan bo på Aarhus Ø, med det det koster at bo dér, er det jo meget ressourcestærke familier, der ikke vil have noget problem med at få bil nummer to,” siger Knud Mathiesen.

Men der er ingen grund til bekymring for, at folk ikke vil benytte letbanen  på grund af afstanden til stationerne. Ifølge sagsbehandler fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune  Hans Tausen, som er med til at planlægge de nye letbanestrækninger, får det nemlig ingen betydning.

”Jeg mener, at uanset hvor en station  placeres derude, om den så går 150 meter den ene eller den anden vej, er det nok ikke det, der er afgørende for, hvor meget folk vil bruge letbanen. Det betyder lidt for, hvor langt de skal gå, men uanset hvilket alternativ, man opererer med, er det jo ikke mere end højst 600 meter, man kommer til at gå. Og det er under alle omstændigheder en god betjening i sådan et boligområde,” vurderer  Hans Tausen.

Ideel placering for et grønt område
Knud Mathiesen så gerne,  at man etablerede et grønt, rekreativt område på Aarhus Ø. Det kunne blandt andet  finansieres med nogle af de 100 mio. kr., som det vil koste at føre letbanen de 1,2 km ud på Aarhus Ø. Du kan høre mere om Knud Mathiesens forslag til et grønt område på Aarhus Ø lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *