Mine forventninger til JM2

Navn og alder: Frederik Brogaard, 21 år

Baggrund og personlige interesser/fritid: Jeg er født og opvokset i og omkring Kolding, hvor jeg har boet hele mit liv, indtil jeg flyttede til Viby i slutningen af oktober. Jeg blev student (STX) fra Munkensdam Gymnasium i Kolding i juni 2017 og holdt derefter et enkelt sabbatår, hvor jeg arbejdede som piccolo på en maskinfabrik, inden jeg startede på DMJX. Jeg har altid været meget begejstret for sport og i særdeleshed håndbold, som jeg har spillet i 10 år. Jeg har holdt pause fra håndbolden på 1. semester, men jeg har planer om snart at snøre håndboldskoene igen. Når først man har været en del af det fællesskab, der hersker på et håndboldhold, i så mange år, bliver det svært at undvære. Derudover interesserer jeg mig også for politik, som jeg også følger en del med i.

Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb? Flere, bedre og skarpere journalistiske færdigheder. Jeg forventer, at der vil blive bygget oven på de ting vi lærte på første semester, men også at vi lære nye ting og får udvidet paletten af journalistiske egenskaber. Specielt forventer jeg at der vil blive bygget på vores interviewteknik, når vi skal arbejde med parts- og ekspertkilder. På første semester var det mestendels erfaringskilder vi arbejdede med.

Hvordan har du forberedt dig til forløbet? Jeg har selvfølgelig løst de to opgaver og læst den del af pensum vi skal, inden vi starter. Derudover har jeg talt med min tidligere underviser om, hvor jeg er fagligt stærk og hvor jeg har mine svage sider.

Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde? Jeg er nok ham, der god til at sørge for at der bliver holdt fokus på arbejdet og at det hele ikke går op i hyggesnak og ingenting. Det kan være en fin egenskab, hvis man bruger den med omtanke og på de rigtige tidspunkter.

Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)? Ambitioner er ikke noget jeg arbejder mere med end højest nødvendigt. Man risikerer så nemt at blive skuffet. Men hvis jeg endelig skulle have en ambition for andet semester, må det være at blive bedre til de ting, der har været en udfordring for mig på første semester, og bare generelt gøre mit bedste, så jeg opnår det bedst mulige resultat.

Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider? Min svageste side er helt klart idéudvikling. Hvis jeg ikke kan se historien klart og tydeligt med det samme, kan jeg nemt gå i baglås og blive frustreret. Til gengæld er jeg stærk til at få vinklet og formidlet historien, når jeg endelig får idéen og historien på plads.

På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig? Jeg vil især gerne blive bedre til idéudvikle og arbejde i åben modus. Jeg er meget rationel og resultatorienteret af natur, så jeg er rigtig god til at skyde idéer ned, hvis de ikke giver mening i mit hoved. På den måde får man ikke udviklet særligt mange idéer.

Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder? Jeg vil gøre en dyd ud af at lytte til og fordøje andres idéer, og ikke skyde dem ned med det samme. Derudover vil jeg i højere grad bruge min studiegruppe til at spare med. Det var jeg ikke så god til på første semester, så det vil jeg gøre noget mere fremover.